2e blogger sig til viden
PDF Print E-mail



Større koncentration i timerne. Og bedre overblik over undervisningen.

Det er nogle af de positive erfaringer, eleverne i 2.e på Haslev Gymnasium har gjort sig, siden de begyndte at blogge om deres historieundervisning.

l

“Endnu en vidunderlig historietime”

Sådan lyder overskriften på en post, lagt ind af en elev i 2.e på Haslev Gymnasium, der siden august sidste år har blogget om deres historieundervisning. Og humoren skal der være plads til, mener Rasmus Eliasen, klassens historielærer.
“Da jeg lavede bloggen, var jeg inspireret af en amerikansk lærer, der havde en lignende klasseblog, men den var alt for formaliseret og kedelig med faste rammer og ens referater. Jeg ville ikke lave nogen fast skabelon. Elevernes personlighed skulle have lov at skinne igennem.”


Der er 21 elever i klassen, og de har til opgave på skift at skrive et referat af hver undervisningstime.
“De har givet udtryk for, at den, der skal lave referatet, får mere ud af timen, fordi vedkommende er nødt til at tage noter. Det håber jeg da er en erfaring, som måske kan hjælpe dem i andre fag: At det nytter at koncentrere sig og lytte efter,” siger Rasmus Eliasen, der også har lagt mærke til, at det ofte er referenten, der stiller de gode, opklarende spørgsmål i timerne.


FAKTA Sådan laver du en blog

  • Der findes en del gratis programmer til at lave blogs på internettet. Et af de nemmeste er blogger.com.
  • Tryk på “Opret egen blog”, og følg instruktionen. Husk, at navnet på bloggen også bliver internetadressen, så lav den så enkel som muligt.
  • Hvis du ikke har en gmail-konto i forvejen, vil oprettelsen af bloggen kræve, at du opretter en på gmail.com. Når bloggen er lavet, er du administrator på bloggen.
  • Nu skal du have oprettet en elevprofil, der ikke har administratorrettigheder. Du opretter elevprofilen under “Indstillinger” og administrerer rettigheder under “Tilladelser”.
  • Oprettelsen af elevprofilen kræver også en gmailkonto.  Du kan for eksempel vælge at lave en gmail-konto, der hedder This e-mail address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it . Giv eleverne navn og kodeord på elevprofilen. Nu kan de også poste indlæg på bloggen.
  • Tip: Under fanebladet “layout” kan du under feltet “tilføj en gadget” tilføje små ekstra elementer til bloggen. For eksempel kan du oprette afstemninger eller lægge videoer ud.

Mere kritiske over for nettet

Der har ikke været nogen tekniske vanskeligheder. Eleverne fik deres brugernavn og adgangskode, og så kørte bloggen.
“Jeg har ikke skullet lege datavejleder på noget tidspunkt. Unge er jo i forvejen meget på nettet. Det kan man godt mærke. Det er også derfor, jeg har valgt blogmediet som en måde at tage undervisningen ud fra klasseværelset og ind i elevernes hverdag på. Når de har været omkring Facebook og Youtube om aftenen, er der en chance for, at de også lige kigger forbi vores historieblog,” siger Rasmus Eliasen.
Han har kun har fået positive kommentarer fra eleverne.
“De giver udtryk for, at bloggen er et rart supplement til bøgerne. Har de været syge, kigger de ind på bloggen og ser, hvad der er blevet gennemgået, og flere giver udtryk for, at de vil bruge den, når de skal læse op til eksamen. Bloggen giver dem også en følelse af sammenhæng og overblik i undervisningen, fordi hele forløbet er samlet her,” fortæller Rasmus Eliasen.
Han har valgt at lave en åben blog, som kan læses af alle. Blogindlæggene skrives derfor anonymt, alle elever logger ind under en fælles profil. Enkelte skriver dog under med deres fornavn.
“Det er bevidst, jeg har gjort bloggen anonym, for nettet er jo en åben bog. På den måde har jeg ikke haft nogen etiske overvejelser om at lægge mine elevers tekster på nettet. Faktisk giver blogskrivningen dem et mere kritisk syn på websider som kilder. Nu kan de jo se, at man ved en simpel googlesøgning kan få deres tekst frem på linje med alle andre tekster. Og de ved jo godt, at deres tekst måske ikke er helt korrekt. Det giver dem stof til eftertanke.”

Ingen censur – næsten

Rasmus Eliasen har kun enkelte gange  censureret i blogindlæggene.
“Det er meget bevidst, at jeg kun sjældent går ind og regulerer. Hvis det bliver for lærerovervåget, forsvinder elevernes lyst til mediet. Jeg vil gerne tiltrække eleverne, og så skal de ikke føle, at jeg sidder og giver karakterer ud fra deres tekst på bloggen. Der er kun enkelte gange, jeg har været inde at slette. Det skete blandt andet i et referat fra en klasseudflugt, der var beskrevet som druk, fis og ballade, og det billede kunne jeg ikke rigtigt genkende,” fortæller Rasmus Eliasen, der også har været inde at rette faktuelle ting, som var forkerte.
“Der står stadig noget rundt omkring, som er lige på kanten til at være forkert, men jeg har fra begyndelsen ikke lagt en urealistisk høj standard, for jeg vil heller ikke føle mig tvunget til at bruge oceaner af tid på at rette blog i min fritid. Det skal være sådan, at man som lærer også skal kunne finde tid til blogmediet i fremtiden og ikke kun lige nu, hvor det er nyt og spændende.”

Især for pigerne

Der er stor forskel på indlæggene, deres længde og tonen, der anvendes.
“Nogle bruger lang tid på deres indlæg og lægger også lidt grafik ind, mens andre er kommet hurtigt omkring det. Det er tydeligvis mest pigerne, der er glade for at skrive til bloggen,” siger Rasmus Eliasen.
Han bidrager selv til bloggen med små, sjove quizspørgsmål, der skaber en følelse af en slags minicommmunity omkring bloggen og dermed faget.
“Afstemningerne i margenen er en fin måde at få involveret eleverne på. Samtidig er antallet af besvarelser også en god indikator for, hvor mange der bruger bloggen. Der er cirka 15 hver gang, der svarer, og ud af 21 elever, synes jeg, det er et meget tilfredsstillende antal,” siger Rasmus Eliasen.

FAKTA Se bloggen

Læs 2.e’s historieblog på haslevgym-historie.blogspot.com

Han har for nylig udvidet referatopgaven med, at eleven også skulle stille tjekspørgsmål til referatet. Klassekammeraterne skal så svare i kommentarfeltet.
“Og det går måske knapt så godt. Det er ihvertfald meget svingende, hvor mange der svarer,” siger Rasmus Eliasen, der er sikker på, at han vil bruge blogmediet igen i andre klasser.
“Men ikke i alle mine klasser, det vil blive for meget. Generelt kunne jeg godt tænke mig at udveksle erfaringer med kolleger, der har erfaringer i, hvilke af de nye medier der virker. Det er jo helt nyt land.”





 

Studieretningsspillet

På Haslev Gymnasium og HF udbyder vi 8 spændende studieretninger:

studieretningsspilI studieretningsspillet kan du sammensætte den studieretning, der interesser dig mest. Du får derved et overblik over, hvordan de tre år på Haslev Gymnasium og HF kunne se ud.

Prøv 'Studieretningsspillet' her!

Kontakt os

Haslev Gymnasium og HF
Skolegade 31
4690 Haslev

Tlf.:56 31 24 04
Fax: 56 31 24 03
Email: kontor@msg-gym.dk

EAN-nr.:5798000557437
CVR-nr:29 55 41 53

Joomla webwesign © | Mediestorm ApS.